Mødebus

Langs med landevejen og Time out på det gode møde.

Ærgrer du dig som mødeplanlægger når tid til og fra mødedestinationer eller mødets udflugtsmål løber ud i sandet eller forsvinder i den blå luft? Når transporttid bliver brugt på Facebookopdateringer, SMS og dårlige jokes frem for på socialt samvær og nærvær mellem kollegaer?

Det er der ingen grund til, for med kultur- og eventbussen Cubus kan du fremover sikre, at dyrebar tid før eller under mødet bliver brugt til refleksion, gruppeøvelser eller hygge mellem mødedeltagerne.

Møder på hjul

Det er Christian Tast, der står bag konceptet Cubus, der i al sin enkelthed går ud på, at lade en del af mødet – typisk i forbindelse med transport eller udflugtsmål – foregå ombord i en bus på de fynske landeveje. På den måde får mødegæsterne på én og samme tid en time out fra konferencen og et brugbart, underholdende eller socialt indhold med på vejen.

”Lidt populært kan man sige; det ikke er en walk and talk men i stedet en drive and talk. Det vil sige, at man kan holde møde undervejs i bussen, så man ikke spilder tiden. Men det er også oplagt at netværke i bussen. Og man får en lidt anderledes kontakt med hinanden, når bussen drejer eller kører over et bump, end man ville have gjort i et mødelokale, ” lyder beskrivelsen fra Christian Tast, der har 30 års erfaring i buskørsel og heraf tyve år som højskolelærer.

Mødebus med Whiteboard på vinduerne

Hygge og højt humør

For at gøre stemningen ekstra hyggelig har Christian Tast udsmykket sin VIP-konferencebus med ægte tæpper, kaffemaskine og lyngfarvet velour på væggene. De komfortable sæder er med sort læderindtræk, og passagerne sidder, så de har øjenkontakt. Og det er der en god grund til.

”For mig er det vigtigt, at turen er et rigtigt møde mellem mennesker. Det vil sige man kigger hinanden i øjnene. Man kigger ikke bare hinanden i nakken. Det gør mødet anderledes og gør, at folk er enormt glade, når de går her fra, ” fortæller Christian Tast.

christian indenfor i ny partybus klar til fest på fyn

Et rullende forsamlingshus

Ud over at bussen er pimpet med tæpper til hjemlig hygge og diverse high tech-udstyr, har Christian Tast også fået plads til både et klaver og en håndfuld højskolesangbøger. Det bidrager til stemningen. Og kan man ikke mønstre en pianist blandt mødegruppen, træder Christian selv gerne til eller sørger for at en pianist bliver hyret ind.

Det bløder stemningen lidt mere op, når man synger sammen. Lidt ligesom i forsamlingshuset.

”Man skal gøre det her, hvis man vil det lidt uformelle. Man bliver jo rystet sammen på en anden måde, og det er klart, at det er ikke så stramt og business-minded, som det man eventuelt finder andre steder. Og det er heller ikke verdens nyeste bus, men det er verdens hyggeligste bus, hvor man kommer hinanden ved, ” siger Christian og fortsætter:

”Folk vil gerne have en autentisk oplevelse, og det får de her. Mange kommer også tit langvejs fra og mødes på Fyn. Og på den her måde kommer gæsterne en smule tættere på Fyn”

Cubus Fakta

De rullende mødebusser har plads til 33 passagerer og mødefaciliteter med projektorlærred til power point og kaffemaskine. Der er stole-/bordeopstillinger med 4 pladser omkring hvert bord, og bagerst i bussen er der en rundsædegruppe med plads til 13 personer. Touren kan enten arrangeres som en sightseeingtur eller i en mere festlig version, hvor tjenere serverer tapas undervejs.